EN NY DAGLIGDAG HOS
THE BURGER CONCEPT

Tak, fordi I passer på hinanden!

En ny dagligdag har taget form for befolkningen i Danmark – ja, faktisk hele verden, og intet er, som det var for blot to måneder siden. Heller ikke hos The Burger Concept.

For lidt over fire måneder siden sprang Morten og jeg ind i det nye årti med stor forventningsglæde, store drømme og endnu større planer for det kommende år – og med en champagne i den ene hånd og en kransekage i den anden (man er vel stadig madelsker). Og vi er formentlig ikke de eneste, der sprang ind i 2020 med forventningen om, at dette skulle blive året (med tryk på endelsen).

Verden ville det dog anderledes, og i dag er vi her.

Selvom det ikke var “her”, vi havde forventet at være, og selvom det primært er i negative vendinger, starten på 2020 beskrives, er der også gode historier og positive erfaringer ind i mellem – som et lys i mørket. Og lyset skinner måske i virkeligheden skarpere end nogensinde før.

TAK FOR JER, KÆRE MEDARBEJDERE

Hos The Burger Concept har vi nemlig erfaret, at kriser som denne har en evne til at ruske i os og få os til at huske de menneskelige værdier – og efterleve dem i langt højere grad. Selvom det måske virker som en kliché, har vi oplevet, hvordan vi i denne tid står tættere sammen – hver for sig – og dét er unikt, hvis du spørger os.

Vi har oplevet, hvordan vores medarbejdere tager ansvar og hensyn, og det er noget, der frembringer en ustyrlig glæde i både mig og Morten. Vi havde ikke forventet, at 2020 skulle indeholde store bekymringer som dem, vi render rundt med i disse tider, og vi havde heller ikke forventet, at vi skulle omlægge vores forretning og forberede vores medarbejdere på en ny hverdag i biksen. Men det er altså tilfældet, og hold nu op hvor er vi stolte af, hvordan vores medarbejdere er vokset med opgaven.

Tak for jer! Tak for jeres gåpåmod. Tak for jeres positive sind i en svær tid.

KÆMPE TAK TIL VORES FANTASTISKE KUNDER

Derudover skal der lyde en kæmpe tak til vores kunder. Tak, fordi I støtter The Burger Concept, når vi har allermest brug for det. I – sammen med vores medarbejdere – er grunden til, at vi tror på, at vi kommer stærkere ud på den anden side. Vi ville lyve, hvis vi sagde, at det ikke har været en udfordrende tid, for det har det.

Det er det stadig.

Og det vil det formentlig være i lang tid endnu. Men midt i kaosset og uvisheden glæder vi os over, at vores kunder er trofaste, og at vores medarbejdere sparker røv.

DANSKERNE HAR IKKE MISTET APPETITTEN PÅ LIVET ELLER FOR BURGERE!

Vi glæder os desuden over, at danskerne ikke har mistet appetitten på livet; det bliver bare levet anderledes, og det er der jo også noget smukt i. Med det sagt håber vi dog på, at vi snart kan se frem til en mere normal hverdag, selvom vi også håber på, at alle danskere tager de positive ting, såsom samfundssind og hjælpsomhed, med, når vi rammer den anden side af krisen.

Som mad- og burgerelskere er vi naturligvis også glade for, at danskerne ikke har mistet appetitten for brugere fra The Burger Concept. I marts måned havde vi lige så mange besøgende på vores hjemmeside, som vi normalt har på et halvt år.

Dét er noget, der frembringer en lille glædeståre ved to jyske drenge som mig og Morten, omend der skal meget til. Vi er så privilegerede, at vi kan holde alle vores restauranter åbne, og derfor kan man stadig få en saftig burger med sprøde fries hos The Burger Concept.

Men kun som takeaway – naturligvis.

Husk vi har stadig åben i alle restauranter fra 17 – 20 hver dag. Kun takeaway – bestil online via vores egen takeaway portal eller via din favorit app.

TAK, FORDI I PASSER PÅ HINANDEN!

Vi overholder alle sikkerhedsforanstaltninger og vejledninger fra myndighederne, og derfor kan vi stadig forsyne danskerne med en smagsoplevelse ud over det sædvanlige i form af vores velsmagende burgere. Vores åbning er dog kun mulig, fordi vores skønne kunder passer på hinanden og tager hensyn. Tak for det!

Vi kan også glæde os over, at vi samarbejder med Just-Eat, Hungry, Wolt og Waiteer i udvalgte byer, hvilket muliggør, at borgere, der ikke har mulighed for at komme ud, kan få leveret en tiltrængt smagsoplevelse direkte til dørtrinnet. En tak skal det også lyde til jer, der cykler og kører landevejene tynde, så burgersulten kan stilles for disse mennesker.

Som restauratør er nutiden svær, og fremtiden er uvis, men kan vi overleve dette, kan vi overleve alt. Det er vi overbeviste om.

Over and out

Simon & Morten

Restauranter
Bestil online